Forretningsbetingelser

er gældende pr. 1. oktober 2010

Ved at acceptere Forretningsbetingelserne samtykker du som ByteBobs kunde og aftalepart til, at de til enhver tid gældende forretningsbetingelser regulerer forholdet mellem dig og ByteBob i forbindelse med din bestilling og brug af ByteBobs hostingprodukt.

1. Generelle bestemmelser
Det er en betingelse for at kunne tegne et Abonnement, at Kunden er myndig.

ByteBobs forskellige abonnementstyper og de nærmere ydelser, som indgår heri kan ses i produktsammenligningen. I det følgende benævnes den af Kunden valgte abonnementstype som "Abonnement".

ByteBobs til enhver tid gældende priser på ByteBobs forskellige abonnementstyper fremgår af produktsammenligningen.

ByteBob forbeholder sig retten til at ændre sine priser med 30 dages forudgående varsel.

Kundens hostingprodukt vil normalt blive oprettet straks efter accept af disse betingelser og betaling af abonnementsprisen. Kunden modtager skriftlig bekræftelse på oprettelse af abonnement pr. e-mail (elektronisk fakturering).

Hvis Kunden ønsker eget domæne kan der dog gå op til 5 hverdage og i nogle tilfælde længere tid fra Kunden har underskrevet de nødvendige dokumenter til domænet er blevet endeligt redelegeret eller registeret.

ByteBob tager forbehold for domæner oplyst som værende "ledige" og dermed mulige at registrere, ikke nødvendigvis er tilfældet, da forespørgsler hos de respektive TLD-administratorer kan forekomme mangelfulde.

Såfremt der sker ændringer i Kundens kontaktoplysninger påhviler det kunden selv at ændre dette i Bytebobs kundecenter.

2. Varighed, ophør og opsigelse
Et abonnement løber i 12 måneder ad gangen. Kunden betaler abonnementet forud. Kunden kan opsige sit abonnement med minimum 30 dages varsel til udgangen af en måned. Opsigelse fra Kunden indebærer tilbagebetaling af forudbetalt abonnement med undtagelse af domæneafgiften og oprettelsesgebyret. Ved udløb af enhver abonnementsperiode modtager Kunden en meddelelse pr. e-mail om abonnementets udløb vedhæftet en faktura til indbetaling inden 14 dage, hvis Kunden ønsker at forlænge sit abonnement med yderligere 12 måneder.

Hvis Kunden ikke ønsker at forlænge abonnementet, skal Kunden blot forholde sig passivt til denne og øvrige meddelelser fra ByteBob.

I tilfælde af udeblivende betaling modtager Kunden en påmindelsesskrivelse med yderligere frist på 14 dage til betaling. Sker der fortsat ikke betaling modtager Kunden en e-mail med meddelelse om suspension af Kundens hostingprodukt. Aktivering af Kundens hostingprodukt kan altid ske ved betaling inden for den meddelte frist. I modsat fald ophører abonnement helt med de deraf følgende virkninger, herunder sletning af Kundens filer på Kundens hostingprodukt, jf. punkt 10. Påbegyndelse af en ny abonnementsperiode herefter indebærer betaling af nyt oprettelsesgebyr.

Såfremt ByteBob i henhold til punkt 20 foretager væsentlige og for Kunden forringende ændringer af Forretningsbetingelserne, kan Kunden opsige sit Abonnement med 30 dages varsel fra datoen for ændringen.

Opsigelse fra Kunden indebærer tilbagebetaling af forudbetalt abonnement med undtagelse af domæneafgiften og oprettelsesgebyret. I øvrigt gælder der en 30 dages Pengene Tilbage Garanti for nykøb, se under punkt 3.

3. Fortrydelsesret/Pengene Tilbage Garanti
Kunden har 30 dages fortrydelsesret. Hvis kunden ønsker at benytte fortrydelsesretten kan dette ske via ByteBobs kundecenter inden 30 dage fra det tidspunkt, hvor Kunden modtager sin faktura på abonnementet.

Kreditering sker indenfor 30 dage til Kundens bank konto, og det påhviler kunden at oplyse korrekte bankoplysninger.

Domæneafgiften er ikke omfattet af fortrydelsesretten, da domæner registreres direkte til Kunden og kan anvendes uafhængigt af Kundens hostingprodukt.

4. Betalingsbetingelser
Forud for påbegyndelsen af en ny abonnementsperiode modtager Kunden en faktura jf. punkt 2. ved online betaling ved brug af de på betalingssiden anførte betalingskort.

Ved registrering af betaling modtager Kunden en kvittering pr. e-mail på den af Kunden oplyste e-mailadresse. I tilfælde af udeblivende betaling modtager Kunden påmindelsesskrivelser med konsekvenserne af den udeblivende betaling, jf. punkt 10.

5. Ændring af et Abonnement
Kunden kan til enhver tid ændre sit Abonnement til en anden abonnementstype indenfor den samme produktkategori, dog er det ikke muligt at ændre mellem Windows og Linux server. I tilfælde af at Kunden ønsker at nedgradere sit Abonnement vil abonnementsprisen blive reguleret for den efterfølgende abonnementsperiode. I tilfælde af at Kunden ønsker at opgradere sit Abonnement vil der blive fremsendt en forholdsmæssig opkrævning for resten af abonnementsperioden.

6. Ikke-tilladt brug af diskplads
Det er ikke tilladt at benytte et hostingprodukt hos ByteBob til ulovligt materiale. Herved forstås materiale kunden ikke har rettigheder til eller har ret til at publicere fordi det kan krænke andre personer, virksomheder eller disses rettigheder, samt materiale, der strider mod lovgivningen.

Dette forbud gælder tekster, billeder, filmklip, lydfiler og enhver anden tænkelig information eller hyperlinks hertil. Forbuddet er generelt og gælder materialets placering på serveren, uanset om det er tilgængeligt for nogen, herunder kunden selv.

Som ulovligt materiale betragtes yderligere materiale af pornografisk, racistisk, religiøs og politisk karakter, som uanset om det er lovligt eller ej kan virke voldsomt stødende. Dette vurderes af ByteBob, eventuelt i samarbejde med et ekspert- eller rådgivningsorgan indenfor det pågældende område.

ByteBob forbeholder sig endvidere ret til at fjerne indhold lagret som zip, MP3, jpg og lignende, såfremt disse belaster serverne i urimelig grad. Hensigten med ByteBobs hostingprodukter er ikke at fungere som ekstern harddisk for lagring af større mængder filer til fri download eller visning, men derimod en fremvisnings- og/eller salgsplads for private brugere, offentlige institutioner og virksomheder.

7. Anden ikke-tilladt brug
Kunden må under ingen omstændigheder anvende sit Abonnement med henblik på at opnå uautoriseret adgang til systemer tilsluttet Internettet eller i øvrigt handle på en måde, der efter dansk eller anden lovgivning er strafbart.

Kunden må heller ikke under nogen omstændigheder foretage sådanne handlinger og transmissioner, som vil kunne udgøre en uforholdsmæssig stor byrde på ByteBobs servere og tekniske infrastruktur, kunne forstyrre Internettets funktion i øvrigt, væsentligt kunne overtræde den til enhver tid gældende net-etikette, som f.eks. ved at afsløre andre menneskers private forhold eller via sin adfærd genere andre internetbrugere på væsentlig måde.

8. Trafik og scripts
ByteBobs til enhver tid gældende trafikgrænser på ByteBobs forskellige abonnementstyper fremgår af produktsammenligningen. ByteBob fakturerer ikke et eventuelt merforbrug. I tilfælde hvor Kundens trafikforbrug over en længere periode overstiger abonnementstypens trafikgrænse kontakter ByteBob dog Kunden med henblik på en evt. fremtidig opgradering til en anden abonnementstype.

ByteBob tilbyder fri adgang til standard scripts samt brug af andre scripts. Det forudsættes dog, at der er tale om scripts, der ikke belaster serverne i urimelig grad.

9. Ophævelse
ByteBob er berettiget til øjeblikkeligt at ophæve Kundens Abonnement ved Kundens væsentlige misligholdelse af sine forpligtelser i henhold til Forretningsbetingelserne, herunder især punkt 6, 7, 8 og 15.

Ved afgørelsen af hvornår der foreligger væsentlig misligholdelse i øvrigt, herunder evt. fra ByteBobs side, skal dansk rets almindelige regler finde anvendelse.

Under ingen omstændigheder kan der i tilfælde af ophævelse kræves tilbagelevering af ydelser eller tilbagebetaling af betalinger til den misligholdende part for så vidt angår perioden forud for tidspunktet for ophævelsens meddelelse.

10. Ophør af Abonnement og kundeforhold
Ved ophør af Kundens kundeforhold til ByteBob, være sig ved Kundens eller ByteBobs opsigelse eller ophævelse, vil samtlige Kundens data på hostingproduktet (herunder bl.a. også data på mailsystemer) blive slettet 8 dage efter det enkelte Abonnements endelige ophør.

11. Driftssikkerhed
ByteBob forbeholder sig ret til uden varsel at begrænse eller indskrænke adgangen til et hostingprodukt eller omfanget af de ydelser, som indgår i et Abonnement i det omfang ByteBob anser sådan begrænsning for nødvendig af hensyn til drifts- og/eller sikkerhedsmæssige forhold.

12. Ansvar
Kundens brug af sit hostingprodukt og af ByteBobs ydelser i øvrigt sker i enhver henseende på Kundens eget ansvar og risiko. ByteBob påtager sig intet ansvar for indholdet, herunder rigtigheden, lovligheden, lødigheden m.m. af de informationer, som Kunden modtager eller transmitterer via Internettet. ByteBob påtager sig i øvrigt intet ansvar for uvedkommendes overvågning eller opsamling af eller adgang til Kundens trafik eller data.

ByteBob fraskriver sig ansvaret for enhver skade og ethvert tab som Kunden lider i forbindelse med Kundens Abonnementet, herunder brug af eller manglende mulighed for brug af Kundens hostingprodukt eller ByteBobs ydelser i øvrigt, uanset den nærmere baggrund herfor, medmindre ByteBob har handlet forsætligt til skade for Kunden eller groft uagtsomt.

ByteBob fraskriver sig således ansvaret for direkte tab og indirekte tab, herunder driftstab, følgeskader, tab af data og retablering af data.

Hvis ByteBob skulle blive holdt ansvarlig for Kundens brug, skal ByteBobs ansvar i videst mulige omfang være begrænset til et beløb svarende til den af Kunden betalte abonnementspris for den gældende Abonnementsperiode.

13. Mailingliste
Kommunikation fra ByteBob til Kunden vedr. kundeforholdet er i et vist omfang automatiseret, og vil som udgangspunkt foregå via e-mail. Kunden kan endvidere have givet sit samtykke til, at ByteBob løbende via e-mail må kontakte kunden vedrørende produkter og tilbud fra ByteBob og vores samarbejdspartnere omkring hostingprodukt relaterede ydelser og IT- sikkerhedsløsninger. Kunden kan altid afmelde sig markedsføringsmateriale fra ByteBob via kundeområde på ByteBobs kundecenter eller via link i e-mailen.

14. Tredjemands rettigheder
ByteBob er over for Kunden ansvarlig for, at ByteBobs ydelser ikke krænker tredjemands rettigheder. Kunden er over for ByteBob ansvarlig for, at Kundens data, websites, m.v. på Kundens hostingprodukt ikke krænker tredjemands rettigheder. Såfremt der foretages retsskridt over for Kunden eller ByteBob med påstand om, at ByteBobs ydelser krænker tredjemands rettigheder er ByteBob berettiget til efter eget valg (i) at ændre sine ydelser, således at krænkelsen ophører, eller (ii) ophæve denne aftale helt eller delvist uden yderligere ansvar for ByteBob. I begge tilfælde er ByteBob berettiget til at overtage sagen og de med sagen forbundne omkostninger og ByteBob er bemyndiget til at gennemføre sagen eller afslutte denne forligsmæssigt.

15. Kundeoplysninger
Ved Kundens tegning af et Abonnement vil ByteBob naturligvis registrere kundeoplysninger, herunder særligt navn, adresse og email, i ByteBobs kundedatabase. ByteBobs behandling af sådanne oplysninger er omfattet af og vil ske i overensstemmelse med lov om behandling af personoplysninger.

Kunden er forpligtet til løbende at meddele ByteBob eventuelle ændringer i Kundens bopælsadresse og/eller email adresse. Manglende meddelelse til ByteBob om ændringer i Kundens bopælsadresse og/eller email vil blive anset som væsentlig misligholdelse af Kundens forpligtelser i henhold til Forretningsbetingelserne og berettige ByteBob til øjeblikkelig ophævelse af Kundens Abonnement, jf. punkt 9 ovenfor.

16. Kundens behandling af personoplysninger og andre data
Kunden beslutter og bærer ansvaret for, hvilke eventuelle personoplysninger og data der registreres på Kundens hostingprodukt og hvorledes disse skal anvendes. ByteBob behandler som udgangspunkt alene sådanne personoplysninger efter instruks fra Kunden.

I det omfang personoplysninger, der er omfattet af Lov om behandling af personoplysninger, databehandles ved hjælp af ByteBobs servere, skal Kunden give ByteBob skriftlig underretning om dette samt om, at Lov om persondatabeskyttelse § 41, stk. 3-5 gælder for ByteBobs behandling af de pågældende personoplysninger.

ByteBob er i enhver henseende uden ansvar for alle forhold, der henhører under Lov om behandling af personoplysninger i forbindelse med de af Kunden behandlede personoplysninger og Kunden skal friholde ByteBob for ethvert krav, der udspringer af Lov om behandling af personoplysninger, anden regulering vedrørende persondatabeskyttelse eller anden offentligretlig regulering i forbindelse hermed.

ByteBob forbeholder sig dog retten til at skaffe sig adgang til Kundens lagrede data, i det omfang dette efter ByteBobs bedste skøn er nødvendigt af hensyn til ByteBobs drifts- og/eller sikkerhedsmæssige forhold. ByteBob og dens medarbejdere vil i forbindelse hermed være underlagt en tavshedspligt og give meddelelse til Kunden om, at ByteBob har haft adgang til de lagrede data.

17. Strafbare forhold
Såfremt ByteBob bliver vidende om strafbare forhold eller aktiviteter i forbindelse med en Kundes Abonnement og brug af sit hostingprodukt vil ByteBob ud over at ophæve Kundens abonnement med øjeblikkeligt varsel i henhold til punkt 9 ovenfor, videregive alle relevante oplysninger til de danske myndigheder i det omfang dette er påkrævet.

18. Kontakt og support
Email support: ByteBob tilbyder emailsupport alle dage via login.bytebob.com. Spørgsmål fra kunder besvares typisk indenfor 24 timer.

19. Overdragelse
ByteBob er berettiget til helt eller delvist at overdrage Kundens Abonnement samt sine rettigheder og forpligtelser efter Forretningsbetingelserne til tredjemand.

20. Ændring af betingelser
ByteBob er berettiget til at ændre Forretningsbetingelserne med et varsel på 30 dage.

21. Lovvalg og værneting
Forretningsbetingelserne, herunder Kundens Abonnement er undergivet dansk ret og eventuelle tvister og uoverensstemmelser mellem Kunden og ByteBob skal afgøres ved Sø- og Handelsretten i København.